Bevidsthedsskolens kurser og foredrag

 

Vi er kærligt provokerende foredragsholdere og undervisere bl.a. fordi vi er autentisk os selv og skubber til normer, overbevisninger, traditioner og mindset. Vores mål er bevidstgørelse, at du forlader foredraget i stand til bedre at træffe bevidste valg og dermed skabe dig et bedre liv.

Nedenstående emner er for kurser og foredrag.

Foredrag er korte (typisk 1 til 1 1/2 time). Der vil være oplæg fra underviserne, derefter debat eller en hurtig øvelse og til sidst, opsamling.

Kurser er længere (typisk 3 timer), og mere dybdegående. Der vil være oplæg fra underviserne, mulighed for debat og god tid til øvelser og opsamling.

‘Giv slip’ og få uendeligt igen

– At ‘give slip’ er et fascinerende paradoks – oplev den kraften bag ‘Giv Slip Metoden’

At kunne holde fast (være vedholdende) er vigtigt, men at kunne give slip er endnu vigtigere, for det at give slip på begrænsninger er en direkte vej til det vi allerhelst vil opleve: afklaring, kærlighed, frihed, lykke og indre ro.

Vi får også mere energi og bliver mere effektive. Og man kan give slip på alt muligt begrænsende: gamle vaner, uhensigtsmæssige tanker, og følelser, fobier, ja, selv de behov vi tror vi har og de overbevisninger vi har om alt muligt.

Den bedste måde at forstå hvad det går ud på er at prøve det selv – det er nemmere end de fleste tror. Introduktion til og øvelser med Giv Slip Metoden.

Blow your mind!

– Dit ‘mindset’ er som et par solbriller – lær at tage dem af!

Vi har alle et mindset. En måde, som vi har lært at se og forstå verden på, og som giver os enten positive eller negative oplevelser. Et mindset kan sammenlignes med et par solbriller. Vi tager dem på, fordi vi gerne vil beskyttes og verden ses i et bestemt farvet lys. Problemet er, at vi glemmer, at vi har dem på, og nogle gange er vi sågar ikke en gang klar over at vi har dem på.

Lær, hvad der kan ske, hvis du tager solbrillerne af og ser verden helt klart uden nogen farve!

‘Kom Hjem’ – essensen af spiritualitet

– Få med spiritualitet med i dagligdagen – lær at genkende følelsen af ‘hjem’ og ‘helhed’

Spiritualitet har ikke noget med spiritus eller ånder (spiritisme) at gøre, spiritualitet handler om mening i livet og det at føle sig hel. Det er noget vi alle længes efter, og det også noget vi alle kan opleve, hvis vi vil! Og det at opleve selv er kernen i ægte spiritualitet – der er ikke nogen der (som i en del religioner) skal fortælle os hvordan vi skal tænke, føle og handle, næh, spiritualitet handler om selv at opleve hvordan hver enkelt af os er en del af nogle større sammenhænge.

Igen, den bedste måde at forstå hvad det går ud på er at prøve det selv – det er nemmere end de fleste tror.

Hvem vil du være? … For du kan selv vælge!

Oplev den provokerende sandhed: jo ’større’ du definerer dig selv, jo mere lykkelig bliver du

Ved du hvem du er? Du er andet og mere end nogle titler som f.eks. forælder, kæreste eller medarbejder.

Du er MEGET mere!

Du er også mere end krop, sind og ånd, for du rummer også f.eks. følelser, energier, behov og overbevisninger og – afhængig af hvad man vil tage med, mellem 10 og 20 andre væsentlige elementer.

De vigtigste pointer her er, at du er en helhed, og at du med din vilje kan vælge hvordan du definerer dig selv. De to ting har betydning for ALT i dit liv, og når du lærer hvordan, styrker du dig selv på mange forskellige områder.

Hvorfor intuition altid vinder over fornuften … hver gang!

Intuitionen er den viseste ‘vejviser’, vi har – lær at se genkende den og bruge den optimalt i hverdagen

Hvad er intuition? Nogle ser det som en forbindelse til underbevidstheden, eller til højere bevidsthed, eller til den kollektive menneskelige bevidsthed. Hvis du spørger os, så har de alle ret, for vi ser intuition som en direkte forbindelse til din helhed, dit større, samlede ‘jeg’. En stærk intuition er en kæmpe styrke, den kan bruges i alle livets sammenhænge, ja, der er sågar mennesker som lever næsten leve deres sit liv ud fra deres intuition.

Hør hvad der skal til for at udvikle din intuition, prøv nogle små øvelser som styrker den og få nogle tips til hvordan du kan leve mere af dit liv med intuitionen som din trofaste hjælper.

Du vil faktisk ikke have det, du tror!

Lykken spirer et godt stykke under, det vi tror, vi vil have: find lykke og indre ro via Giv Slip Metoden

Hvad er det vi mennesker, allerdybest nede, allerhelst vil have her i livet? Selv om vi lige først siger det er f.eks. sundhed, penge, ting, frihed, kontrol, tryghed, udvikling osv., så er det i virkeligheden: At komme Hjem til den tilstand hvor vi er lykkelige, hele mennesker, der indgår i en større helhed. Giv Slip Metoden er designet til at bringe os præcis derhen.

Er du ‘ude’ af dig selv – eller ‘i’ dig selv?

Bekymring og stress er tegn på, at du er ‘ude’ af dig selv – få enkle metoder til at ‘hjem’ igen

Har du prøvet at være helt ude af dig selv? Naturligvis – det har vi alle, og vi er det rent faktisk når vi bliver ramt af den nye tids folkesygdom: stress. Det er ikke særlig rart at være ude af sig selv, og derudover så bliver man ineffektiv. Hvorfor og hvordan bliver vi ude af os selv, og hvordan kan vi komme tilbage i os selv?

Få et nyt syn på sagen, og lær nogle simple tips, tricks og metoder til at modvirke stress og bliv i dig selv.

Ja, du må godt lege … du burde faktisk gøre det!

– Oplev kraften bag leg som en tilgang til næsten alt

Hvorfor skal ting være kedelige? Bliver de bedre af det? Næh, vel? Er det muligt at være seriøs, men ikke tage tingene alvorligt?

Svaret er ja, det er mere end muligt, det er på alle måder attraktivt.

Parforhold, sex, børn, arbejde, coaching, sparring, forskning, udvikling, selvudvikling er bare nogle få eksempler på områder hvor en legende tilgang kan være super nyttig – og sjov.

Få nogle tips og tricks som kan bruges næsten overalt.

GØR hvad du ER, og skab en ‘Blissness’

– Find ud af, hvordan man GØR hvad man ER: Få inspiration til det ideelle arbejdsliv for netop Dig

Hvorfor kan arbejde ikke bare være super skønt, en ren fornøjelse? Det kan det også! Det kræver kun en ting, nemlig at du laver noget som ‘er dig’. Det behøver ikke være en kæmpe passion, det kan fint være adskillige forskellige ting du sammensætter så det passer dig optimalt.

Hvis du, med andre ord, baserer dit arbejdsliv på den du autentisk er, så kan du lave en ‘blissness’. (Ordet ‘blissness’ har vi sammensat af ‘bliss’ [‘lykke’] og ‘business’ [arbejde, virksomhed]).

Hvis du ikke er tilfreds i din nuværende beskæftigelse så er det måske tid til en forandring – baseret på DIG. Hør hvordan du – trods normer og gamle vaner – kan lave et mere ideelt arbejdsliv til dig selv.

Sex når det er bedst!

– Få indsigt i hvad sex egentlig er og gør og få et meget mere tilfredsstillende sexliv

Har du et sexliv? Hvis ikke, vil du så gerne have et? Hvis du har et sexliv, er du tilfreds med det eller kunne det være bedre? Søren Lauritzen har fokuseret på sex siden han blev gammel nok til at interessere sig for det, og han er ikke bange for at diskutere det, svare på spørgsmål og give massevis af tips og ideer. Søren vil bl.a. komme ind på kærlighed, maskulin vs. feminin energi, andre energier, leg, åbenhed, orgasmer, o.m.a. Oplev et rum hvor intet spørgsmål er forkert, dumt eller tabu.

Sex som vej til personlig udvikling

– Få inspiration til at bruge sex bevidst som del i din personlige udvikling

Søren opfatter sexlivet som en mini-udgave af resten vores liv – de to typer liv afspejler og påvirker hinanden og en udvikling inden for sexlivet kan føre til samme udvikling i resten af vores liv (og omvendt). Derfor kan sexlivet bruges til personlig udvikling – hør hvordan.

Du er allerede HEL, men har bare glemt det!

– At leve helhedsperspektivet heler, oplev hvordan det ’smager’

Som man ser sig selv og verden, således oplever man livet. Hvert menneske har sin egen måde at se og opleve livet på – og hvert menneske har sine egne, tilhørende, problemer. Men der findes et alternativ, nemlig et såkaldt spirituelt oplyst perspektiv, hvor man ser sig selv og livet som en helhed. I helhedsperspektivet er der ingen problemer, kun ro, glæde, undren, kærlighed og andet skønt.

Kom og hør om de to grundlæggende forskellige perspektiver, og om hvor lidt – eller hvor meget – der skal til for at bevæge sig fra det ene til det andet.

Lær at stole på din egen intuition

– Lær at stole på, hvad der er det ‘rigtige’ for dig?

Vi kender sikkert alle følelsen: Ej, det her føles rigtigt. Men er det nu også fornuftigt og sikkert. Puha, det giver mig lidt frygt, så det må jeg hellere lade være med eller vente med.

Lær at finde ud af, hvordan du skelner mellem intuitiv viden ‘følelsen af rigtighed’ og mental ævl og snak fra hjernen, som typisk er frygtbegrundet. Vi vil prøve øvelser, som hjælper til at ‘mærke efter’ og til at lytte til den ‘rigtige’ stemme.

Træf dine valg på højeste bevidsthedsniveau

– Lær at træffe alle beslutninger med udgangspunkt i kærlighed

Du er den der træffer valgene i dit liv, og det er dig der oplever konsekvenserne af de valg. Hvis du ikke oplever at du har et vidunderligt liv, så har du mulighed for at ændre det – dels ved at ændre den måde du ser på tingene på (dit mindset), dels ved at ændre den måde du træffer beslutninger på. Her er et ikke-særlig-kendt faktum:

Jo højere et bevidsthedsniveau du træffer dine beslutninger på, desto bedre (for alle involverede) er de beslutninger. Et lavt bevidsthedsniveau er et som er baseret på frygt og adskillelse. Et højt bevidsthedsniveau er et som er baseret på helhed og kærlighed.

Lær at kende forskel, og få nogle tips til hvordan du kan træffe beslutninger på så højt et bevidsthedsniveau som muligt.

En kærlighedsbillet til dit højere selv!

– Udforsk din bevidsthed og mød og få hjælp fra dit højere selv

Har du lyst til at komme ud at rejse … uden at forlade det sted du er? Har du lyst til at forstå ting der undrer dig, eller til at få løst problemer der plager dig? Blive afklaret? Opleve indre vækst og personlig udvikling? Spiritualitet? Så er indre rejser måske svaret.

Bevidsthed er et fantastisk og utroligt fænomen, og vi mennesker har det. Ja, faktisk kan vi rejse i bevidsthed – og blive meget klogere og mere afklarede af det. Og det er ikke specielt svært eller krævende. En simpel lille fantasirejse kan ret let udvikles til en livsforandrende udviklingsrejse.

Hør om mulighederne og prøv det lidt i det små.

Bliv din egen livsleder

– Få indsigt i at leve i overensstemmelse med din udvidede bevidsthed, din indre vejleder
En måde at fortolke de nyeste indsigter i kvantefysikken er at konstatere at alt er energi, energi er bevidsthed og at alt derfor er bevidsthed, styret af … bevidsthed. Men selv om vi mennesker er og har bevidsthed, så oplever mange af os alligevel ikke at vores bevidsthed styrer særlig meget. Det er der mulighed for at ændre på med bevidsthedsudvikling, eller sagt på en anden måde: ved at løfte vores bevidsthedsniveau.

Hør hvordan man kan begynde på den ting – og hvad det så kan føre til af fantastiske, nye muligheder.

Dyrk dit ego … på den gode måde!

– Introduktion til personlighedstype-systemet Enneagrammet
Ingen ved præcis hvornår eller hvor Enneagrammet er opstået, men det menes at være et flere årtusinder gammelt system til at kategorisere og udvikle vores ‘lille’ og dagligdags personlighed (egoet).

I de seneste årtier er Enneagrammet blevet videreudviklet ved hjælp af psykologisk forskning og det fremstår i dag som det bedste og mest effektive redskab indenfor sit område. Via Enneagrammets ni personlighedstyper kan man i vidt omfang forudsige hvordan det enkelte menneske vil reagere på alt muligt – og hvad vigtigere er – man kan befri sig fra den lille personligheds uheldige vaner og begrænsninger.

Enneagrammet er et suverænt redskab, både i arbejdssammenhæng, i kærlighedsforhold og til personlig udvikling.

Få en intro til Ennegrammet og tag de første skridt til at bestemme dit egos Ennegram-type.

Du er også coach

– Alle kan coache og have glæde af det, når som helst, hvor som helst – enkelt hjemme-coaching
På coach-uddannelserne lærer man gerne at det er en dårlig idé at coache de mennesker man kender. Måske er det sandt, måske er det ikke. Måske kan man ved at følge nogle enkle principper alligevel hjælpe dem man kender via coaching.

Kom og lær det mest basale om coaching samt hvordan du kan bruge det til at hjælpe dig selv og dem du kender.

Hvad er det lige der sker inde i en mand?

– Endelig en mulighed for at forstå manden – mest for (nysgerrige) kvinder
Mænd taler sjældent om deres eget indre, og når de gør, kan det virke som om de taler et andet sprog end kvinder.

Søren Lauritzen kan fortælle om det at være mand på en måde så det også giver mening for kvinder. Han lægger op til en aften med dialog og tilbyder samtidig at svare åbent, personligt og hudløst ærligt på alle spørgsmål om det at være en mand – for eksempel om følelser, tanker, sex og seksualitet, behov, fokus, feminin og maskulin energi, osv.