Skab dig en Blissness
– Vær dig selv og lev af det: Du kan, hvad du er!

 

Vi er i færd med at skrive en bog om det, at skabe sin egen ‘blissness’. Ja, hvad er det mon? Læs endelig videre og hør mere om projektet, hvordan det blev til, og hvad vores status på det er.

Jubii … og øv på samme tid – Vi passer ikke ned i nogen ‘kasse’ … overhovedet!

Vi er helt nystartede.

Vi ved i hvilken retning og med hvilket overordnet mål vi gerne vil arbejde … sådan da … agtigt!

Eller gør vi?

Vi skal ikke lægge skjul på, at det har været rigtig svært for os at finde ud af, præcis hvad, hvordan og med hvem vi gerne vil arbejde. Vi kan rigtig meget og vi vil rigtig meget.

Det passer bare ikke rigtig ned i nogen ‘kasse’. Man kan ikke sige, Søren og Birgitte, er det her, putte os ned i et syltetøjsglas og klistre en label på. Det er selvfølgelig både befriende 😉 men også lidt frustrerende, når man skal ud at fortælle, hvad man kan hjælpe med:

‘Øh, vi vil i bund og grund gerne hjælpe … vi kan lidt af det hele … så længe det har med mennesker at gøre’ Det forstår folk jo ikke og det lyder både naivt og ikke super professionelt. Men det er sådan vi føler! Vi kan lidt af det hele, hvad angår mennesker!

Vi ved hvad vi ikke vil, men hvad vil vi så?

Citat: I do not know what I want, but I know it is not this!Som så mange andre, der har været trætte af deres lønmedarbejderjobs, har vi vidst, hvad vi ikke ville! “I don’t know what I want, but I know it’s not this”!. Det er jo alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt nok til at komme videre.

Men hvad ville vi så?

Ja, vi ved faktisk godt, hvad vi er gode til, men vi har ingen ord til at beskrive det. Det er ligesom om, der mangler nogle ord i sproget til at beskrive lige netop det, vi kan. Kender du det?

Vi kan coache, men vi er ikke bare ‘coaches’. Vi kan heale, men vi er ikke bare ‘healere’. Vi kan holde foredrag, men vi er ikke bare ‘foredragsholdere’. Osv.

I over et år har vi gået og prøvet at finde frem til, hvordan vi kan skabe et koncept, som ikke alene rummer hvem vi er, men også er bare nogenlunde forståeligt for dem, som er interesseret i at arbejde med os.

Og vi er ikke færdige endnu. Vi er kommet meget nærmere og ved at det handler om bevidsthed og empowerment og det, at hjælpe og være til gavn for andre, men vi har stadig ikke fundet vores ‘identitet’ endnu.

Hvad gør vi så?

Kimen til Blissness-bogen

Jo, nu i løbet af det sidste år, føler vi, at vi har været ‘indadvendte’ nok, nu må vi ud og inspireres. Ud at møde verden, se hvordan andre har gjort det før os.

Få en tro på, at det godt kan lade sig gøre at være anderledes. At der også er plads og behov for sådan nogle som os. At man kan, hvad man ER!

Dette blev spiren til bogen om, hvordan man laver en Blissness.

Business + Bliss … Aaah!

Fugl, måge, frit flyvende i solnedgangen.Hvad er blissness? Som du nok har gættet er det business blandet med bliss (lyksaglighed)! Og hvilken betydning ligger der så i det?

Jo, det er helt kort en virksomhed baseret på, hvem man er og hvad man elsker. Bogen skal hjælpe folk, der står i samme situation, som os (som vi tror, der er rigtig mange, der gør).

Bogen bliver skrevet til folk, som er trætte af at føle, at de i deres arbejde går på kompromis med hvem de er. Der som os, har følt en meningsløshed i det, de gjorde og gerne vil designe et arbejdsliv, hvor de som selvstændige kan leve så autentisk et liv som muligt.

Ej hva’! Hvordan kan autenticitiet og penge nogensinde hænge sammen?

Og det er netop dette, som er et af bogens omdrejningspunkter:

  • Hvordan man kan være autentisk, leve det liv, man har lyst til samtidig med, at man tjener penge?

At tro på denne sammenhæng mellem autenticitet og penge, handler i bund og grund om et mindset. Mange af os er opfostret med overbevisningen om, at arbejde skal være hårdt og det at tjene penge, kræver at man ofrer sig.

Så vi er også meget interesseret i at undersøge, hvilket mindset det kræver for at kunne skabe sin blissness. Hvad er det for nogle overbevisninger, som gør, at nogle folk er i stand til – ofte mod strømmen – at skabe en forretning ved at følge deres hjerte … helt ud! No matter what it takes!

Det handler også om livsdesign. Hvordan designer man et liv, hvor man gør, det man er? Det lyder enormt simpelt, men er så svært. Det synes vi i hvert fald.

Vores rollemodeller – de menneskelige søjler i vores bog

I forbindelse med denne bog er vi i færd med at interviewe en række utroligt spændende, inspirerende og i bund og grund rigtig gode mennesker, som alle har ‘been there done that’. Hjælpsomme og autentiske mennesker, som på forskellig vis har skabt deres egen ‘blissness’.

Foreløbig har vi snakket med:

  • Steen Landsy (medstifter af Kosmos Center, udbyder af kurser og foredrag samt formand og ansvarshavende redaktør på magasinet Nyt Aspekt).
    Danmarks stærke pioner og fakkelbærer i forhold til at gå egen vej inden for det spirituelle og alternative. Han ved om nogen, hvad det vil sige at gå mod strømmen og stå for noget helt andet, end hvad der er mainstream og alment accepteret. Foruden lune og humor, udstråler Steen en utrolig ro og afklarethed i forhold til hvem han er, og hvad han vil, som er enormt inspirerende og dejligt at møde. Han er, hvad vi umiddelbart vil betegne som en rigtig ‘do-good’er’ – en mand, som virkelig bare brænder for at hjælpe andre mennesker!
  • Susanne Mikaella Veierbæk (sexolog, parterapeut og grundlægger af den første tantramassagebehandleruddannelse i Danmark og stifter af Livsglædecentret).
    Susanne var så venlig at invitere os ud på sin gård i nærheden af Roskilde, hvor vi blev mødt af en skøn varme – både fra Susanne selv og fra den hyggelige brændeovn i hjørnet af hendes ‘behandlerstue’. Susanne, hun er bare sej! Simpelthen! En indefra stærk kvinde, som på meget inspirerende vis virkelig viser, at det ER muligt at følge sit hjerte også selv om ingen har gået vejen før. Og også selvom vejen for øvrigt er enormt tabubelagt. Det kræver sin kvinde, og den kvinde er Susanne!
  • Bo Heimann (journalist, forfatter og selvstændig konsulent, som arbejder med udvikling af mennesker, teams og organisationer).
    Bo formår på spændende vis at forene det spirituelle og topledelse. To ellers umiddelbart uforenelige felter … skulle man tro. Vi havde et virkeligt dejligt møde med Bo i Birgittes stue, hvor vi blev slået af hans ro, nærvær, klarhed og afklarethed. Bo bevæger sig naturligt oppe på et metaniveau, hvor alting ses helt klart og enkelt, men forlader samtidig aldrig det jordnære. Vi fik utrolig mange spændende indsigter i vores snak med Bo.
  • Ross og Hildur Jackson (Ross Jackson er bl.a. ejer af Urtekram og sammen er Ross og Hildur grundlæggere af Gaia Trust, en velgørenhedsorganisation, som bl.a. arbejder for at etablere økolandsbyer verden over).
    Interviewet med Ross og Hildur foregik hjemme hos dem i Birkerød på deres økologiske gård. Ross og Hildur er virkelig nogle rigtig, rigtig gode, varme og visionære mennesker, som i den grad arbejder for menneskeheden på den helt store skala. Det har virkelig været inspirerende at møde nogen, som har STORE visioner og STORE missioner og brænder for det med hele deres hjerte.
  • Jette Harthimmer (Clairvoyant og spirituel mentor. Tilbyder kurser, foredrag og undervisning rettet mod personlig og spirituel udvikling.).
    Interviewet foregik hjemme i Birgittes stue og var bare enormt hyggeligt og opløftende. Jette er i sandhed en eksplosion af god energi, en virkelig inspirationsdynamo. Hun er også en down-to-earth-magiker, hvad angår det at manifestere den indre vilje i den ydre verden, virkelig! En rigtig gør-dit-hjerte-ekspert!
  • Jena Maria Egeskov Andersen (Spirituel Deva-vejleder og terapeut. Tilbyder uddannelse, samtaler, familieopstillinger og workshops rettet mod mennesker, som ønsker at komme i dybere kontakt med deres ‘højere selv’).
    Vi blev inviteret ud til en snak i Jena Marias hyggelige lokaler på Østerbro. Jena Maria ustråler stor, stor ro, balance og afklarethed, og er enormt dejligt selskab med sin afslappede, åbne og accepterende væren. Noget af det, vi tog med herfra og brugte direkte i vores videre arbejde med os selv og vores projekt var indsigterne omkring hvilken ‘energi’ man handler ud fra i bestemte sammenhænge; er det en accepterende ‘ja-energi’ eller en blokerende ‘nej-energi’.
  • Maya Fridan (Clairvoyant, healer, regression- og nlp-terapeut. Tilbyder bl.a. clairvoyanceuddannelse, foredrag, og clairvoyant rådgivning).
    På en dejlig klar solskinsdag var vi ude at besøge Maya i hendes klinik i Charlottenlund. Foruden at være enormt sød og imødekommende, besidder Maya også meget stor indføling og intuition. Hun virkede enormt rolig, afklaret og virkelig rigtig, rigtig glad. I løbet af samtalen fortalte hun os bl.a. oplevelsen af ‘ren’ kærlighed og idet hun snakkede om det, blev vi virkelig slået af hendes kraftfulde kærlige udstråling. Det var som om hun nærmest lyste op indefra. Maya virker virkelig til at være rigtig godt tilpas, hvor hun er og at have fundet den helt rette hylde.
  • Carl-Mar Møller (Leder af Sexolog og Parterapeut Skolen, hvor han uddanner sexologer og parterapeuter. Tilbyder også terapi til individer, par og familier. Er desuden, som de fleste allerede ved, ofte debattør og provokatør i medierne).
    Carl-Mar var så venlig at invitere os op at besøge ham på sin store gård i Kokkedal. I løbet af vores samtale med Carl-Mar blev vi virkelig imponerede over hans fantastiske evne til helt naturligt, at gøre hvad han er, og derudfra at skabe sig det liv, han ønsker. På sin helt egen måde har han skabt et liv, som tilgodeser hans brede personlighed og behov for både på seriøs vis at hjælpe andre og at have det sjovt og være en ‘drengerøv’. Hans varierede hverdag og overordnede måde at gå til tingene på, fandt vi meget inspirerende. Carl-Mar står for os, som en mand, der virkelig er autentisk og kompromisløst ’selv-udlevet’! Det har vi og fik vi meget stor respekt for.
  • Uffe Elbæk (Iværksætter og politiker. Medstifter af bl.a. kulturorganisationen Frontløberne samt iværksætteruddannelsen KaosPiloterne. Desuden tidligere kulturminister og medlem af Radikale Venstre. Nu stifter af partiet, Alternativet. ).
    Trods sin meget travle hverdag, var Uffe enormt imødekommende og inviterede os til et lille møde inde på Christiansborg. Der havde vi aldrig været før, så bare det i sig selv, var spændende. Uffe slog os som en mand, der virkelig er drevet af at ville gøre det ‘gode’ uden at glemme at være autentisk og dermed også for ham at drevet af ren lyst og at ville have det sjovt. Uffe synes i høj grad drevet af en lyst til at gøre det dårlige, ikke-fungerende bedre. På denne måde, hvis status quo opleves dysfunktionel, synes Uffe at tænke, “Det kan jeg gøre bedre”, og det gør han så 🙂
  • Nayano Skaaning (Underviser og facilitator i The Work af Byron Katie. Tilbyder desuden integreret terapi, drømmeterapi, parterapi, kropsterapi, coaching samt kurser og undervisning.).
    Vi havde et rigtig dejligt møde med Nayano i hendes hyggelige lejlighed på Christianshavn. Nayano er virkelig varmt, roligt og behageligt selskab. Hun har i den grad har levet og lever stadig ud fra sit hjerte. Det, der er så spændende for os med alle disse interview, er, at der ikke synes at være én rigtig måde at gå til tingene på. Nayano viser, at sålænge man gør, hvad der er rigtigt for én og træffer valgene ud fra hjertet, så behøver man ikke den store forkromede plan. Hvis man formår at følge sit intuition for, hvad der er godt for én, så bliver alt meget enkelt, og så behøver den ikke være længere!

… og der er mange flere spændende mennesker på vej 🙂

Vi vil løbende opdatere denne side, så du kan følge med i, hvem vi har snakket med, og hvem der kommer med i bogen.

Desuden er du velkommen til at tage kontakt til os, hvis du selv har en blissness og kunne tænke dig at dele dine erfaringer og indsigter med os og kommende blissnessskabere.